Rettigheds-tyveri ved højlys dag

Af Joakim Lykke, Stifter af UnScene – musiker, sangskriver og rettighedshaver gennem KODA

I dag står vi midt i en af de største rettighedskriser i musikkens historie.
KODA har netop anlagt sag mod den amerikanske AI-musiktjeneste Suno, som ifølge organisationen har brugt tusindvis af danske sange – fra Aqua, MØ, D-A-D, Junior Senior og Laid Back – til at træne deres kunstige intelligens.
Uden tilladelse. Uden aftale. Uden betaling.

Når maskinen låner – eller stjæler

Kort fortalt: En maskine bliver fodret med eksisterende musik, så den kan lære at skabe “ny” musik, der lyder som os.
Som artister. Som mennesker.

Sagen handler ikke kun om, hvorvidt en algoritme må lade sig inspirere.
Den handler om noget langt mere principielt: Kan en maskine bruge mit værk, uden at jeg bliver spurgt – og uden jeg får betaling?

Jeg sidder selv som rettighedshaver gennem KODA.
Hvis jeg kan tage en af mine egne sangtekster, fodre den ind i Suno og skrive:

“Lav en sang i stil med den danske artist Joakim Lykke”

– og Suno så spytter et nummer ud, der tydeligt ligner mit originale værk,
så har vi altså passeret grænsen fra inspiration til efterligning.
Og hvis Suno’s AI er trænet på mit værk – uden mit samtykke – så skal de betale mig for det.
Ikke symbolsk. Men reelt.

Inspiration er ikke gratis, når det er systematisk

Der er en verden til forskel på en musiker, der bliver inspireret af en sang i radioen,
og en milliard-dollar virksomhed, der systematisk trawler millioner af værker for at “lære” at lyde som os.

Når en AI bliver trænet på mit værk, handler det ikke om at skabe noget nyt.
Det handler om at efterligne – præcist nok til, at nogen kan bruge resultatet i stedet for mit originale arbejde.
Og det er dér, tyveriet sker.

At sammenligne det med almindelig musikalsk inspiration er som at sige,
at det er “inspiration” når man scanner en bog, fodrer den ind i en computer,
og lader maskinen skrive en ny udgave af samme fortælling – bare med navnet ændret.

Hvor går grænsen – og hvad er prisen?

Hvis mit værk bliver brugt til at træne en AI, er det ikke det samme som et radio-airplay.
Det er ikke eksponering. Det er udvinding af råmateriale.

Så spørgsmålet bliver: “Hvor meget skal vi som artister have i kompensation for den brug?”

Og svaret må nødvendigvis være: Langt mere, end vi får for et radio-afspilning.
For her taler vi ikke om én afspilning – men om millioner af neurale “lyt”,
som permanent integreres i en algoritme, der kan skabe nye værker i vores billede.

Det svarer til, at nogen bryder ind i mit studie, kopierer hele min harddisk
– og derefter bygger deres egen musikfabrik på mit arbejde.

“Alle gør det jo” – men gør det det rigtigt?

AI-eksperter advarer mod at hæmme udviklingen.
De frygter, at vestlige AI-projekter bliver dyrere og langsommere end kinesiske,
hvis vi begynder at kræve betaling for ophavsret.

Men ærligt talt: Er det dét, vi som samfund skal konkurrere på?
At stjæle mere effektivt end de andre?

Kunsten har altid levet af at blive brugt – men ikke misbrugt.
Og der er en klar forskel.

Derfor bør vi tage stilling – nu

KODAs søgsmål er ikke kun et juridisk eksperiment.
Det er et nødvendigt opråb om, at rettigheder stadig betyder noget.
At vores værdi som skabere ikke må reduceres til data.

For i det øjeblik vi accepterer, at en maskine må bruge alt vores arbejde gratis,
har vi i virkeligheden sagt farvel til ejerskabet over vores egen kunst.

Så hvad mener du?

Hvor går din grænse som artist, producer, komponist eller tekstforfatter?
Hvad synes du er en rimelig kompensation for, at en AI “låner” dit udtryk?

Hvis du tager tyveri-brillerne på – hvad er så et retfærdigt beløb?
Og hvis vi som vækstlag skal have en stemme i den her debat,
så starter det med, at vi siger højt: