Er du for gammel til at lykkes – eller bare for erfaren til at passe ind?

Når vi fejrer dansk musik – glemmer vi så halvdelen af dem, der skaber den?

Spil Dansk Ugen 2025 rykker tættere på, og i hele landet gøres der klar til at hylde dansk musik i al sin mangfoldighed. Det er vigtigt. Det er nødvendigt.
Men i den anledning vil jeg gerne stille et åbent – og måske lidt ubehageligt – spørgsmål:

Hvorfor er det næsten altid de unge, vi taler om, når vi taler om vækstlaget?
Og hvad siger det om os som branche, hvis vi kun opfatter “talent” som noget, der bor i kroppe under 30?

Jeg mener, det er på høje tid, at vi – midt i fejringen – også kigger lidt indad:
Hvordan skaber vi et musikliv, der ikke bare udvikler de unge, men også rummer og respekterer de erfarne?
Og tør vi tage det lange, seje træk med dem, der ikke passer ind i PR-strategien – men som har noget vigtigt på hjerte?

I den danske musikbranche taler vi ofte og gerne om vækstlaget. Men det som vi i praksis mener, er næsten altid: unge talenter med kommercielt potentiale.
Det er forståeligt. Branchen har brug for fremdrift, nye stemmer og nye fortællinger. Men måske har vi efterhånden gjort “ung og lovende” til det eneste rigtige udgangspunkt for succes.

Men i den bevægelse – taber vi noget vigtigt – både som branche, som publikum og som samfund:
De modne artister.
Dem med erfaring. Med substans. Med publikum.
Men dem som sjældent passer ind i udviklingssystemerne.

Når eksponering bliver vigtigere end kvalitet

Vi lever i en tid, hvor eksponering er blevet det primære succeskriterie. En artist vurderes ikke kun på sit kunstneriske niveau, men i høj grad på sin eksponerbarhed:

• Hvor hurtigt kan vi få dem i radioen?
• Hvor mange følgere kan vi opbygge på et år?
• Kan de spille på SPOT eller Orange Scene, inden de fylder 25?

Det er en strategi, der måske giver mening ud fra et branding- og marketingperspektiv. Men kulturelt – og menneskeligt – er den snæversynet.
For samtidig med, at vi investerer massivt i de alleryngste artister, overser vi konsekvent en voksende gruppe kunstnere, der faktisk tiltagende har noget at byde på: dybde, eftertænksomhed og en evne til at skabe nærvær i mødet med publikum.

Et publikum, vi ikke taler nok om

Det voksne publikum er ikke bare stort – det er betalingsvilligt, loyalt og nysgerrigt. Det søger ikke nødvendigvis musik, de kender. Men de søger noget, de kan spejle sig i.

Det ser vi tydeligt blandt flere danske festivaler og spillesteder, hvor man har specialiseret sig i udbud af musik og artister, til det lyttende, voksne publikum. Her sælges billetter ofte hurtigt – ikke fordi artisterne er kendte, men fordi publikum har lært at stole på kvaliteten.

Det er et publikum, der ønsker at blive ramt. Ikke bare underholdt.
Og det er præcis her, de modne artister – dem, der ofte står uden for de officielle talentprogrammer – kan noget helt særligt.

Hvorfor eksponerer vi ikke dem, der allerede har noget at give?

Som branche har vi et ansvar. Ikke kun for at spotte og fremelske det næste store navn, men for at sikre, at musiklivet er bæredygtigt – både kunstnerisk og menneskeligt.

Der findes masser af artister i 30’erne, 40’erne og 50’erne, som stadig er i bevægelse, som vokser og som har noget vigtigt på hjerte.
Men de er ofte usynlige i en branche, hvor det meste udviklingsfokus lægges på alder og eksponering – og ikke på indhold, kvalitet og relevans.

Hvad nu hvis vi begyndte at tænke i værdien af erfaring – i stedet for frygten for, at nogen er “for sent ude”?


Tror vi virkelig på devisen om, at en gammel hund ikke kan lære nye tricks?
Hvis svaret er ja – så har vi glemt, at kunst netop lever af bevægelse, nysgerrighed og forandring.
Og hvis svaret er nej – hvorfor så ikke tage konsekvensen og begynde at investere i dem, der stadig udvikler sig…?

Et spejlbillede – ikke en skygge

Det her handler ikke om at negligere de unge. Tværtimod. De har brug for forbilleder. Men ikke kun dem, der “klarer den” på rekordtid.
De har brug for at se, at man også kan have en rig og meningsfuld karriere, selvom man ikke kommer i radioen, ikke går viralt – og først finder sit publikum som 37-årig eller 57-årig. . .

Vi taler så meget om fællesskaber i musikbranchen – men hvor ofte tænker vi i reel erfaringsudveksling?
Hvor ofte bringer vi modne og unge artister i spil sammen – ikke kun til koncert, men i karriereforståelse, arbejdsmetoder og mental robusthed?

Et stille opgør med idéen om den eneste rigtige karrierevej

Vi må stoppe med at måle succes i antal følgere og alder ved debutalbum.
For hvis en artist mister lysten til at skabe, bare fordi han eller hun ikke har “nået det” inden 30 – havde personen så overhovedet noget at give over tid?

Det er et hårdt spørgsmål, ja. Men det er nødvendigt – Og det går begge veje.

Måske skal vi – som branche – turde stille os selv det endnu sværere spørgsmål:
Gør vi artisterne en bjørnetjeneste ved at presse dem ind i en karriereforståelse, som kun få kan holde til?

Et musikliv i balance

Stress, angst og udbrændthed er desværre blevet velkendte fænomener blandt unge artister. Ikke fordi de ikke er dygtige – men fordi de ikke er klædt på til det tryk, de hurtigt bliver udsat for.

De har brug for nogen, der har prøvet det før.
Og de voksne artister har erfaringerne. De ved, hvad det kræver at planlægge en turné, stå med det økonomiske ansvar, navigere i usikkerhed og samtidig levere et nærværende liveshow i et rum med 20 mennesker og en dårlig akustik.

Det er ikke noget, man lærer på Instagram.
Det er noget, man lærer over tid. Og det bør vi tage alvorligt.

Et nyt vækstlag – på tværs af alder, køn og baggrund

Måske er det på tide at udvide vores forståelse af vækstlaget.
Alt for ofte bliver det reduceret til spørgsmål om alder, køn, geografi, kropstype eller genre – som om det at være i udvikling kun gælder bestemte mennesker – i bestemte faser af livet.

Men virkeligheden er langt mere kompleks – og langt mere spændende.
Vækst handler ikke om hvem du er, men om hvor du er på vej hen.

Hvis vi begynder at investere i de artister, der stadig har noget at give – uanset hvor de befinder sig i livet – skaber vi ikke kun bedre musik.
Vi skaber bedre koncerter, stærkere fællesskaber og et sundere, mere repræsentativt musikliv.

Erfaring er ikke en hæmsko. Det er en nødvendighed, hvis vi vil tage vores kultur alvorligt.